Dagens gæst - DR P2

Michael Thouber


Michael Thouber (MT): Velkommen til Dagens Gæst, mit navn er Michael Thouber, og Dagens Gæst i dag er Kristian von Hornsleth. Velkommen til dig.

Kristian von Hornsleth (KVH): Tak skal du have.

MT: Du er blevet inviteret herind, fordi du netop har udgivet en kæmpe bog om din egen kunst. En bog som I lyttere skal forestille Jer er 30 x 30 cm, kæmpe stor, sort, læderind-bunden. Og så har du samtidig fortalt mig, at det er den største kunstbog et dansk trykkeri kan trykke. Hvorfor har du valgt at udgive den største bog, man kan gøre?

KVH: Umiddelbart fordi den ikke kan stå på en almindelig reol. Men ellers så er det...

MT: Den bliver sådan et irritationsmoment for dem, der køber den?

KVH:Ja, en sten i skoen.

MT: Er det sådan din kunst er, et irritationsmoment for dem, der køber den?

KVH: Ja, på forsiden der står der: 'Fuck you, Artlovers' i præget guld, ikke, og på bagsi-den der står der, når man har læst den: 'Don't worry this is art'. Så det er sådan en slags indgang og en åbning og så en afslutning.

MT: Så altså, selvom man går igennem det her mammutværk, så kan man godt tage det roligt. Det var bare kunst hele vejen igennem.

KVH: Men jeg skal også sige, det kan jo kun lade sig gøre ved hjælp af et samarbejde med tyve danske virksomheder. Det kan ikke lade sig gøre, bare at gå ud og trykke sådan en bog til mange hundrede tusinde kroner

MT: Du har simpelthen stået for den selv, du har ikke fået nogen støtte andet end at du har været ude og søge sponsorer gennem virksomheder?

KVH: Det er egentlig ikke sponsorer, det er gjort sådan, at det er nogle af mine kunder igennem tiden som har ønsket at bestille et særligt værk, hvor nogle har bestilt f.eks. at få deres logo malet ind i et maleri. På en eller anden måde ønsker de ligesom mig at lave sa-tire over deres selvironi. F.eks. Saxo Bank, den (deres logo) er blevet uskarp, så man næ-sten ikke kan se det, og så er der sådan noget, der vokser ind over og sådan noget. De vil gerne have en eller anden kommentar til deres situation. Og det har mange af firmaerne været åbne over for, fordi de er friske ved havelågen, ikke. De vil gerne være med til det, for de tror det her kan rykke, ikke.

MT: De vil gerne påvirkes.

KVH: Ja, de vil gerne påvirkes og de vil ikke bare have en almindelig reklameside. Og det vil jeg sgu heller ikke.

MT: Det vil vi heller ikke, vi vil gerne påvirkes her den næste halve time. Kristian von Hornsleth, velkommen her i programmet. Og programmet former sig jo på den måde, at der ligger en masse sedler her på bordet med en masse spørgsmål på. Du tager et af gan-gen, og så ser vi, hvor mange vi når i løbet af den næste halve time. Tag du bare det første spørgsmål.

KVH: Hvordan slapper bedst du af? Øhh, jeg slapper bedst af ved at arbejde.

Michael Thouber (MT): [Griner...]

KVH: Det er helt klart. Altså hvis jeg har mit arbejdsfelt intakt, altså at jeg kan få lov at arbejde uforstyrret, så er det ikke arbejde for mig, så er det at slappe af, så mediterer jeg over det, jeg går og laver.

MT: Er det så fordi, du har fået lov at arbejde med det, som er din interesse, eller hvor-dan skal det forstås?

KVH: Ja. Altså, man er ligesom kørt fri af pligterne. Kunst, har jeg fundet ud af efterhån-den, er 25% produktion og så er det 75% røvslikning.

MT: [Griner...] Hvad mener du med det?

KVH: Nej altså, det er enormt meget med formidling, kontakter, breve, e-mails, kunder, besøg, projekter, møder, møder, møder, ikke. Og selve der hvor man står i værkstedet, sidder ved computeren og intellektet virkelig knaser. Det er altså for mig desværre kun 25-50% af tiden.

MT: Men det er der, du slapper af?

KVH: Det vil jeg sige, selvfølgelig så kan jeg også godt lide at hænge ud med mine børn i saunaen og svømme og sejle min katamaran og sådan. Men det er sådan lidt banalt, ikke. Altså, hvis det virkelig er meditativ afslapning, så er det arbejdet.

MT: Men hvor meget plads får du så til at slappe af med arbejdet?

KVH: Ikke nok, altså. Men det er igen, hver gang jeg er i en situation som sådan, så ven-der jeg den om og siger, den situation er positiv. Jeg bruger det negative i det til noget po-sitivt.

MT: Det forstår jeg simpelthen ikke, det bliver du nødt til at forklare det her.

KVH: Jamen, det er sådan et slags meditationstræk. Når man er i en situation, hvor man føler sig presset, og man tænker på, at man bliver distraheret, så trækker man sig selv lidt ud og zoomer ud og ser sig selv udefra. Så bruger du det i sig selv, den følelse til at kom-me videre med. Og der er det du får løsrevet nogle ting, og kan bruge det aktivt i dit ar-bejde.

MT: Så det vi ser i dine malerier, f.eks., det er den mediterende Kristian von Hornsleth?

KVH: Ja altså, jeg er jo bare et filter for guderne, kan man sige. I gamle dage troede man jo, at det var guderne, der lavede billederne igennem kunstnerne. Kunstnerne var bare værktøjer, ikke, ifølge Sokrates. Men i virkeligheden så er det en eller anden form for fæl-les bevidsthed, noget af det går gennem mig som kommer ud på lærrederne, og så alle de her stakkels mennesker har det hængende.

MT: Men det du står og siger, er det, at du har kontakt med guderne, når du maler?

KVH: Ja. Med det gudebegreb som vi nu taler om, altså som man nu har i vor tid. Eller som jeg opfatter det.

MT: Så du tror altså på den her romantiske myte om, at kunstneren stiller sig til rådighed for noget større, som så maler ind igennem dig?

KVH: Ja, fuldstændig. Nogle gange ved jeg ikke, hvad jeg selv laver. Det lyder utrolig krukket, men sådan er det. Når jeg går til lærredet, så aner jeg ikke hvad der sker. Det er lidt uhyggeligt nogle gange. En af de tekster i bogen handler faktisk om mit martyrium, fordi det er ikke noget nemt. Du kender også min karriere. Der har altid været meget modvind. Og det er ligesom om det er en eller anden underlig form for søgen, ikke. Som jeg også skriver et sted, jeg har sådan en ledestjerne foran, og så har jeg den snigende sindssyge bagfra. Så jeg skal bare fremad i køen hurtigst muligt.

MT: Jeg håber du ved hvad du laver her den næste halve time, hvor vi kører Dagens Gæst. Kristian, der ligger stadig en masse spørgsmål her, tag det næste.

KVH: Ja, næste spørgsmål: Hvad afskyer du mest af alt? Spild af tid. Folk der har noget, der skal køre af på andre mennesker, det synes jeg er spild af tid.

MT: Hvad mener du med det? Nogen, der skal køre noget af på nogen andre?

KVH: Hvis vi snakker kunst, så er det meget interessant, at hvis man opholder sig i ud-landet meget som dansker, så går de meget efter bolden, hvad du laver. Hvis du opholder dig meget i Danmark, så har vi denne her andegårdsdiskussion. Så afhænger det meget af, hvor du er i den her danske kunstscene. Og der må man ligesom zoome igen og se det lidt udefra igen. Fordi der er meget unødvendigt hakkeri. Jeg forestiller mig, at hvis der var mere samarbejde over bredden, så kunne man lave nogle fede ting sammen, altså. Men det er der bare ikke, fordi det er utrolig... der er meget brødnidhed.

MT: Men hvorfor tror du, det er sådan?

KVH: Jeg tror det sådan fordi vi er skolet til, at det er statsstyret, ikke. At dansk kunst er statsstyret og statskontrolleret og statsgodkendt og statsøkologisk, ikke. Der er meget lidt udefrakommende implikationer.

MT: Det lyder ikke som om, du er glad for den nye kanon, der er på vej?

KVH: Jo, jeg elsker kanon, så er der noget at slås imod. Ligesom hvis du spørger mig, hvad jeg synes om den nye arkitektur i Berlin. Da jeg udstillede dernede, så sagde jeg til journalisten, jeg synes det ser fedt ud, så ved vi hvad vi skal bombe næste gang.

MT: Og hvad svarede han så?

KVH: Han sagde, næste spørgsmål, jeg tror jeg går videre.

MT: [Griner...] Og det gør jeg også. Næste spørgsmål ligger her på bordet i dag.

KVH: Hvem eller hvad ville du gerne have været? Leonardo da Vinci. Eller...

MT: Hvorfor slår du lige ned på ham?

KVH: Ud fra hvad vi ved om ham. Vi ved selvfølgelig ikke, om han har været en pædofil psykopat, men vi ved i hvert fald, at han har dyrket kunsten og teknikken på lige plan. Han har ikke sondret mellem teknologi og ånd. Og det er der vi skal hen. Det er det som interesserer mig.

MT: Altså, han brugte blandt andet lægevidenskaben i sin kunst.

KVH: Helikoptere, lægevidenskaben og anatomi. Han var interesseret. Et passioneret menneske.

MT: Men mener du, at kunsten skal gøre gavn?

KVH: Ja, den har en slags opløftende karakter. Anatomien og ånden, filosofien og teknik-ken skal smitte af på hinanden. Der synes jeg bare i dag, at de er meget adskilt.

MT: Så kunsten står uden for den virkelige verden?

KVH: Nej, den står ikke udenfor, den er en del af det. Det er jo blevet sådan en fritidssys-sel, ikke, fordi den ikke er farlig mere.

MT: Dagens gæst, Kristian von Hornsleth, hvordan bliver kunsten farlig?

KVH: Kunsten bliver farlig, hvis den skal være farlig. Og det skulle den jo f.eks. være i trediverne, da klassekampen rasede, ikke. alle kunstnerne var venstreorienterede, fordi de kunne se en idé med, at klasserne skulle udlignes (mumler..?). I dag er der ikke rigtig brug for den, den er blevet et æstetisk prestigeværktøj.

MT: Men er det fordi, der ikke er noget tilbage at kømpe for for kunsten?

KVH: Der er to svar for det. Det ene er, der er ikke noget at kæmpe for, fordi alle klasse-kampe er vundet, hvis man ser bort fra ¾ af verdens befolkning, ikke. Men det andet svar kunne være: Godt, fint nok, so far so good. Nu går vi videre, nu går vi ind i menneskene, nu går vi til de meditative planer. Gå ind i os selv og blive åndelige og mere og mere ån-delige, ikke.

MT: Men har man ikke prøvet det? Er det ikke det kunsten har prøvet igennem årtier og nærmest århundrede, det her med at søge noget religiøst, at søge ind i sig selv, finde ud af menneskets indre osv.?

KVH: Jo, det har man, men man har også... Sådan hurtigt overskuet, så er det jo en klas-sekamp, ikke, der har været i gang. Og der har kunstnerne holdt med de fattige og mod ty-rannerne. Og før det var det religionen, der blev der jo lavet kunst om de der myter. Men i dag, man ser jo at de søger og søger og der bliver lavet kunst om det ene og det andet og sådan lidt video og lidt Internet og lidt om sociale spørgsmål. Men der er ikke rigtig bid, vel altså. Det er fordi vi bor i den her børnehave, ikke. Der er ikke rigtig brug for os. Der er brug for nogle pæne billeder til pæne hjem.

MT: Så kunsten er blevet ufarlig i det pæne Danmark?

KVH: Ja, fuldstændig.

MT: Med den kontante udmelding tror jeg, vi tager det næste spørgsmål. Dagens gæst, Kristian von Hornsleth, hvad står der på det næste spørgsmål?

KVH: Hvordan vil du gerne dø?

MT: Det var en af de hårde.

KVH: Øhh, jeg vil gerne dø i en brændende bil på vej med 180 km/t ind i en mur...

MT: James Dean.

KVH: Ja. Hvilken bog har betydet mest for dig? Det første der falder mig ind, det er jo en jeg har læst her for nylig, som gjorde dybt indtryk på mig. Det var faktisk 'Inferno' af Strindberg, en nyoversættelse, hvor han faktisk sidder på sit værelse i 1906 nede i Paris og skriver den her bog på fransk, hvor han indånder de her dampe, han prøver at lave guld. Han er jo faktisk meget kemisk velbevandret, Strindberg. Og han bliver ved og ved, fordi det virker som en lang rus. Og man ved ikke rigtig, om det er en bog om en mand, der er skæv, eller om han skæv, mens han skriver eller hvad fa'en der foregår. Men det den gør, er, at den går bag ved alle elementer omkring ham. Alle ting bliver tegn. Alle rillerne på væggene og dørhåndtagene og lydene på gaden. Alting er et tegn på nogen andre ting, som så til noget videre. Og det er utrolig underholdende, han er utrolig krukket. Den kan jeg godt anbefale.

MT: Er der ikke mange tegn på, at mange kunstnere arbejder med det her, at man ser tegn som måske nogle gange er der og nogle gange ikke. Nu tænker jeg på sådan en film-kunstner som Michael Moore, f.eks., der film om alle mulige konspirationer. Og nogle af dem er sikkert sande og nogle af dem er sikkert ikke. Er det sådan kunsten er ved at blive i dag? Er det små konspirationsteorier vi ser?

KVH: Ja, jeg tror Michael Moore har reageret på noget inde i ham selv. Det må man da håbe, ikke. Og de er vel meget oplagt, hans film. Det kan så være løgn eller ej. På den før-ste side i den bog jeg laver nu, der står der: Kunst er kun kunst, hvis det ikke er kunst. Det er mit mantra. Hvis du tager sådan en som Michael Moore, så er han fuldstændig optaget af at gå imod de der dæmoner han ser omkring sig. Han skaber noget, og vi ved ikke en-gang om det er dokumentar eller kunst, hvad er det egentlig? Men han formår jo at sætte en masse mennesker i gang og sige; hov, hvad er det? Og det er sgu da kunst, for helvede.

MT: Så det handler om at få folk til at tænke sig om?

KVH: Ja. Hvis du har noget at sige, så sig det. Ellers, så hold kæft.

MT: Griner. Jeg håber du har meget mere at sige her i løbet af Dagens gæst. Dagens gæst, som i dag er billedkunstneren Kristian von Hornsleth. Men nu er vi kommet til det tidspunkt, hvor jeg ved du har taget et stykke musik med vi skal høre. Hvad er det for no-get musik, du har valgt vi skal høre i dag?

KVH: Jeg har sådan to muligheder; enten et stykke hårdt punkmusik, som jeg holder me-get af, men så tænkte jeg, at i dag, så ville jeg prøve et andet, som jeg holder rigtig meget af. Det er en arie af Händel. Det er den version af Händels Rinaldo, som er sunget af Ceci-lia Bartoli. Jeg hører utrolig meget P2, for det er en oase. Og der hørte jeg det her, og det er simpelthen så hjerteskærende.

George Frideric Händel (1685-1759) - Rinaldo - xx - afspilles

MT: Her er det Händel, valgt af dagens gæst Kristian von Hornsleth. Mit navn er Michael Thouber og Kristian, inden vi spillede det her musik, der sagde du, at du havde valgt mel-lem to stykker, et stykke punkmusik og så det her stykke af Händel. Er det den alsidighed, der er i din person, mellem punk og Händel?

KVH: Det håber jeg. Den alsidighed, som jeg forhåbentlig indeholder, det er jo fordi, at sådan er alle mennesker, håber jeg. Det er en slags prøve at bevise, at alt er godt, bare det er godt. Om det så er børnehaver eller lufthavne eller film eller radioværter. Bare de er gode til det de gør, eller bare de gør noget, så er det sgu ligegyldigt, hvad det er. Det er derfor jeg holder meget af livet, der er så meget fedt at tage sig til. Der er ingen grund til at gå og hænge med mulen.

MT: Så punkmusik, hvis bare det er godt og Händel, hvis bare det er godt?

KVH: Ja! Hvis det er nyt. Altså, jeg lærte i gamle dage på arkitektskolen, hvor jeg havde en skøn forelæsning med én der sagde: Ægte litteratur er litteratur, der indeholder al litte-ratur plus noget nyt. Det lyder måske banalt for mange. Men sådan er det. Også med punkmusik. Kan du huske dengang Nirvana kom frem med Teen Spirit, det var alligevel på en lidt anden måde. For første gang var der en skæv tone inde i et pophit. Det var en tolvtoneskala, han brugte næsten. Og det er det samme med alle de ting vi laver, ikke. Vi prøver altid at lave radioprogrammerne lidt underlige, lidt anderledes. Og det igen fører tilbage til det vi diskuterede meget, hvorfor går arkitekturen fra romansk arkitektur til go-tisk arkitektur? Hvorfor kommer det spring til de forskellige perioder? Det er sgu ikke fordi, der er nogen der siger: Nu skal vi have noget spidser, ikke. Næ, næ, det er fordi, der har siddet nogle gutter, og så har de tænkt: Gud, skulle man ikke prøve... ha ha, hmm... skulle man ikke prøve at gøre sådan? Det er normal menneskelig nysgerrighed, som driver det. Det er ligesom med erkendelsen, den kan hverken begribes eller foregribes. Og det er der, det kreative grundelement ligger.

MT: Men du snakker meget om det her med, at historien skal med, at man skal kende hi-storien for at kunne bryde den. Skal man som kunstner kende alle mestrene, der er gået forud, for at kunne træde nye skridt?

KVH: Ja, jeg tror, hvis du tager f.eks. et værk af Damien Hirst, det indeholder al tidligere kunst plus en lille smule nyt. Det er derfor han er god.

MT: Interessant. Jeg tror vi tager et spørgsmål mere.

KVH: Ja. [tager et spørgsmål] Det springer vi over. Hvad er din største fejl? [Griner...] Min største fejl er - det lyder som sådan et jobinterview - men jeg har ikke nogen fejl. Men hvis jeg skulle sige noget, så er det øh... utrolig utålmodig med andre mennesker. Hvis de ikke er på mit niveau, så bliver jeg træt, træt i hovedet hurtigt.

MT: [Grinende...] Så håber vi, at jeg kan holde dig oppe her i dag, de næste 15 minutter. Dagens gæst er Kristian von Hornsleth, og tag det næste spørgsmål her.

KVH: Må man blande, eller skal det være kronologisk?

MT: Du må gerne blande, men nu har du lige taget et, så det synes jeg, du skulle læse op.

KVH: Hmm, der er ingen vej udenom.

MT: Nej.

KVH: Hvilken anden historisk periode, ville du gerne have levet i? (tænkepause) Jeg ville godt have levet i fremtiden. Sådan noget med år 2050, år 2250. Sådan noget med hvor man kan løfte ting ved bare at tænke, hvor man ikke behøver at lave værker, men kan tænke værker.

MT: Tror du, det er sådan det bliver i fremtiden?

KVH: Jeg tror, at det er den vej. Alt det man snakker om, at man kun bruger 10 % af hjer-nen, jeg tror man bliver rigtig skrap til det. Min søn er ved at udvikle et program, hvor man kan leve for evigt.

MT: [Grinende...] Det lyder interessant, hvordan gør han det?

KVH: Han er total computernørd, og han har fundet ud af, at man kan downloade en hel hjernes bevidsthed. Hvis computerne er store nok. Og så gemme det, sådan så man senere kan loade det ind i en ny krop. Derved lever du videre for evigt. Når din krop er slidt op, så kan du få en ny. Men din bevidsthed lever videre.

MT: Det lyder som en skarp søn du har gående?

KVH: Ja! [griner...]

MT: Kristian, jeg bliver nødt til at spørge dig. Du siger først, at Leonardo da Vinci er dit store forbillede. Og så vil du alligevel gerne leve i fremtiden. Var han sådan en fremti-dens mand for dig? Eller kan du godt koble de to ting?

KVH: Umiddelbart kan jeg sagtens koble de to ting, fordi selvom han levede dengang, så var han jo utrolig utypisk for sin tid. Eller også så var han typisk for alle tider. Det er det jeg prøver at sige. Han kunne leve når som helst. Hvis du er et metamenneske. Der findes sikkert også nogle i dag.

MT: Hvad mener du med ordet metamenneske?

KVH: et menneske som kan forholde sig og erkende og leve i alle bevidsthedens afkroge, ikke, på en gang. Jeg vil ikke sige guddommelig, vel, men det er et sted, hvor man gør sin pligt som født menneske. Det lyder lidt jokende, men det er det ikke ment som. Det er ment sådan alvorligt, at du er et menneske født med en bevidsthed. Brug den - fornuftigt. Gør noget. Red træerne, som vi siger i Tyskland, Rette die Bäume. Og man af mine ting, de handler også om det, at; husk nu at nyde livet mens det er her. OG det gør man blandt andet ved at sætte sig ind i en masse ting. Om det er anatomi eller Leonardo da Vinci eller helikoptere eller rumfart eller ...hvad som helst. Der er så mange interessante ting ved li-vet. Og det tror jeg kunstnerne er med til at minde folk om, fordi de kan ikke lade være.

MT: De kan ikke lade være med at søge viden hele tiden?

KVH: Nej. Det er derfor de er lidt irriterende også at have rendende rundt. Det er ligesom medicinmanden i den gamle landsby.

MT: Sådan er kunstnerne blevet?

KVH: Ja [griner...]

MT: Kristian, jeg er i hvert fald glad for at have dig her i dag. Vi tager et nyt spørgsmål. Dagens Gæst er billedkunstneren Kristian von Hornsleth. Hvad står der på sedlen?

KVH: Der står: Hvilket kunstværk vil du gerne selv have lavet? Øh, jeg vil gerne, jeg vil gerne [... pause ...]

MT: Den kan du få lov at tænke over, så kan vi tage et spørgsmål mere. Så tager vi den om lidt.

KVH: Okay. Jeg lægger den lige her til side. Hvordan vil du gerne huskes? Ah, det er nemt. Jeg vil gerne huskes som et rigtigt svin. Nej. Jeg vil gerne huskes som... som... som en ...der animerede folk til måske at overveje andre løsninger på visse erkendelser. At si-ge: Det var meget sjovt, det han gik og lavede der. Jeg håber, at det jeg gør, på en eller anden måde er interessant for andre.

MT: Nu siger du, jeg vil gerne huskes som et svin, og så griner du. Og så siger du, nej, jeg vil gerne huskes som en... så siger du et dybt svar. Du siger først punk, så siger du klas-sisk. Gør du hele tiden det? Tager du hele tiden yderpolen og så svarer du i virkeligheden det modsatte? Er det sådan du lever dit liv? Er det sådan, at du tager det hele med ind i et svar og så ...er det måske lidt svært. Jeg har i hvert fald lidt svært ved at finde ud af, hvad er det du rent faktisk mener?

KVH: Ja, men det har jeg også selv. Men igen, så taler jeg nogle gange som sådan et me-die fra Delfi, ikke. Altså, jeg reagerer utrolig spontant på verden. Selv når jeg sidder og laver skriftlige svar eller nogle gangen, når nogle journalister vil have noget, så kan jeg lave det om 20 gange. Fordi, som min gode, gode ven - som jeg aldrig har mødt - John Cage, altid sagde: Altså grunden til at tingene altid ændrer sig meget, det er fordi, vi ænd-rer os. Fra dag til dag, fra minut til minut. Det er derfor du kan opleve det samme kunst-værk hele tiden, fordi du ændrer dig som menneske.

MT: Hvorfor siger du, at han er din gode ven, når du aldrig har mødt ham?

KVH: Fordi han er sådan en åndelig fætter. han var nærmest sådan lidt op ad Leonardo-mennesket, musisk, billedkunstnerisk, teknisk meget velbegavet. Også indenfor musik, dans og filosofi. Meget interessant fætter.

MT: Så du mener altså, at det moderne menneske i dag, det skal kunne rumme alle de her forskellige ting. Og det er også derfor, at dine svar, de rumme begge muligheder stort set hver gang.

KVH: Ja. Igen, for at kunne kommunikere, som er en utrolig vigtig del af det, du vil sige, så bruger jeg tit omvendt psykologi. For at give folk et chok og så sige: Hej, prøv lige at hør, ikke.
Baselitz, ham den tyske maler, der hang alle billederne på hovedet, han sagde også, at der var to grunde til, at hans billeder hang sådan. Den ene var, at det var total dumt. Det er den korte forklaring. Og så kan man tænke lidt over det. Og det var sådan en slags brand også. Men den dybe forklaring var en lang filosofisk forklaring med at ting er omvendt, at opleve ting omvendt og så videre og så videre og så videre, ikke. Men igen, uden den her dobbelthed, så får vi ikke en chance som menneske.

MT: Så er det måske tid til, at du lige svarer på det forrige spørgsmål. Hvad var det for et kunstværk, du gerne ville have lavet? Nej, ved du hvad, den tager vi til allersidst.

KVH: Ja, jeg prøver lige at tænke over det. Hvem er dine helte eller heltinder i den virke-lige verden? Det minder mig om, at kunsten er fuldstændig ligegyldig, når du spørger om det der. Fordi de rigtige heltinder, det er dem, der er derude og gør noget rigtigt, ikke. Uden at lyde for plat, så kan jeg jo kun give et maleri til det der Asien-støtte-halløj. Men dem der er derude og gør noget, sådan nogen beundrer jeg virkelig. Jeg synes, selv sådan nogle pædagoger i børnehaver, de skulle have en medalje. Det er simpelthen det hårdeste job, ikke. Og dem der ligesom varetager vores menneskelige afkom, alle de der menne-sker, som bare gør ting, de skulle have en medalje.

MT: Så du ville i virkeligheden gerne være en af dem, der reagerer og gør noget, i stedet for at være et af de her filosofiske mennesker, du talte om før, der sidder og forsker i de-res enerum.

KVH: Jeg tror bare efterhånden, at min styrke ligger i at formidle og fortælle nogle histo-rier om det her, så de andre kan blive inspireret og synes det er fedt at gå på arbejde og ordne alle de der hårde ting ude i samfundet. Det er det jeg håber, at man måske kan. Og underholdningsbranchen har jo i virkeligheden været det helt tilbage til Grækenland. Dramaet er nødvendigt for almindelige - såkaldte almindelige, som ikke er almindelige. Mennesker, som kan opleve noget, ikke, høre noget radio, se noget godt fjernsyn, se nogle gode film, læse nogle gode bøger, så bliver de sgu inspireret. Det står nede på væggen på teateret Aveny T, der står der, at Einstein har sagt, at en by bliver ikke bedømt på dens økonomiske standard, den bliver bedømt på dens kulturelle standard.

MT: Det er det, der overlever på sigt?

KVH: Ja!! men den skal også lige betales, ikke.

MT: [Griner...] Det er rigtigt. Vi tager et spørgsmål mere.

KVH: Hvad kan du bedst lide at foretage dig? Ja, ud over at rode med min kunst, så kan jeg altså bedst lide at sejle. Det er meget mærkeligt det der med at være ude på vandet og blive trukket frem af vinden. Det er også igen todelt, på den ene side meget meget banalt, men på den anden side meget, meget mærkeligt, at man kan blive ført rundt af vinden i en katamaran, der sejler hurtigere end vinden. Der er vi igen inde i sådan noget Leonardo. Det interesserer mig rigtig meget sådan noget med, at ting kan være anderledes end de er. Man kan faktisk snyde vinden, så man sejler to gange, tre gange vindhastigheden i de her både jeg har.

MT: Spændende.

KVH: Ja.

MT: Men når du har valgt sejladsen som din fritidsinteresse, hvordan kan det så være, hvordan startede det?

KVH: Jamen, jeg tror det startede med, da jeg var dreng derude i Skovhoved, der blev jeg kastet ned i en optimistjolle. Og jeg kunne enorm godt lide det element med faren, der er et vist symbolsk fare ved at sejle. Selvom der er en redningsbåd lige der, så er det allige-vel noget for en lille purk at komme ud på det der vand, ikke. Og sidde og du skal aflæse vinden, du skal aflæse retningen, du skal sørge for, at tingene virker, du skal sørge for, at dit sejl sidder ordentligt. Og så... så rykker det sig, uden at putte benzin på, den sejler sgu bare! Og man føler man er herre over sit eget lille skib. Så er det sådan blevet billedet på mit liv også, på en eller anden måde. Og så har jeg så graded det op. Og nu har jeg så en katamaran, som på en god dag kan komme langt over 20 knob, som svarer til en lille speedbåd. Man kan faktisk godt stå på vandski efter den, hvis man kunne binde det på.

MT: Men er du en mand, der er så hurtig, at man kan stå på vandski efter dig?

KVH: Ja. Det håber jeg da.

MT: Okay, vi når i hvert fald et spørgsmål mere, kan jeg sige.

KVH: Hvad er vigtigst i forholdet mellem dig og dine venner? Nu har jeg jo ikke nogen venner. Men hvis jeg havde nogle venner, så ville det være, at de fandeme svarer på be-skederne og kommer tilbage. At der er noget troskab, og at man ligesom kan regne med folk. Det ville jeg forestille mig - at det ville være sådan.

MT: Er det så et af de her chokerende svar, hvor man tænker, Gud, har han ikke nogen venner, eller er der rent faktisk
ikke nogen?

KVH: Ja, altså. Det er sådan en balance mellem det offentlige og det private. Den må man godt lige krukke lidt over.

MT: Det er nok rigtigt. Kristian, vi er ved at nærme os afslutningen, men du skal lige have lov til det sidste spørgsmål.

KVH: Ja, det sidste: Hvilket kunstværk ville du gerne selv have lavet?

MT: Det fik du aldrig svaret på.

KVH: Nej, men der er flere, ikke, der er rigtig mange. Men sådan lige umiddelbart, det første der falder mig ind, så skulle det være... Det skulle være... Den der... berømte... vi-deo... af Bruce Naumann, hvor der drejer nogle hoveder rundt. Jeg kan sateme ikke huske hvad den hedder. Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg så den første gang. Den hedder Four Rotating Head, eller jeg ved ikke, hvad den hedder. Jeg er også ligeglad med hvad den hedder, og jeg er ligeglad med hvem, der har lavet den. Men det gjorde dybt indtryk på mig. Og der tænkte jeg, den har noget råhed, den har noget intelligens og den har noget præcision. Og den har noget vigtighed i forhold til tiden. Og den fortæller mig noget nyt, om det at være menneske.

MT: De her hoveder de står, og roterer og så skriger de ting til folk.

KVH: Ja, men de står på nogle TV-skærme. Der er ikke blevet brugt penge på at overbe-vise om teknologi eller om smartness, teknologi, Internet og pis og lort. Der er lavet fire skærme, hvor der er nogle ansigter, der kører rundt, hvor de siger nogle lyde. Og man kommer ind og man mærker: Fuck, er det sådan? Det er sådan at være menneske nu, ikke. Nu må vi sgu lige stramme ballerne.

MT: så et videoværk af Bruce Naumann, det var det kunstværk Kristian von Hornsleth selv gerne ville have lavet.
Dine værker kan man fra i dag se i en stor bog, der er blevet udgivet omkring dig. Og hvis man vil læse mere om den, kan man gå ind på hjemmesiden hornsleth.com. Mit navn er Michael Thouber, og Dagens Gæst var som sagt Kristian von Hornsleth. Tusind tak fordi du kom i studiet.

KVH: Selv tak.

Dagens Gæst er et dagligt radioprogram på DR P2.
Programmet er bygget op om Marcel Prousts spørgeskema.


Dagens Gæst sendt juni 2005 på DR P2
Tilrettelæggelse: Michael Thouber
Transkribering: Sidsel Nelund


This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.

You can buy the book on www.hornsleth.com