Det fraktale billede og den visuelle boogie

Ole Lindboe




Om Kristian Hornsleth og hans billeder

Mediet er budskabet, slog den amerikanske medieanalytiker Marshall McLuhan fast allerede i 1960'erne. Siden har hans profeti sejret sig til døde i alle tænkelige hjørner af den globale landsby. Den gamle medieguru fik langt mere ret, end han turde fantasere om: Medierne har sejret ad helvede til, så meget, at vi tror, de er virkeligheden. Eller måske frygter, at de er større end virkeligheden. Husk også, at vi alt for ofte ikke kan skelne mellem det virkelige og det medieiscenesatte.

Set med cool øjne er Verden ét stort reality show. Angst, fortabelse, lidenskab, sex og død findes alle i digital udgave, hvor vi end bevæger os eller ser hen. Bevidsthed er lig med bredbånd. Hvor mange bits har din intelligens forresten?

Alt er til salg i mediernes glitrende verden, og vi labber det hele i os, med lige dele gru og fornøjelse. Medierne er folkets opium, for nu at omskrive en gammel sentens, oprindelig formuleret af en vis Hr. Marx. Alt er jo underholdning, hvad enten det er fly-ind-i-tårne i New York, flodbølger i Asien eller Grand Prix fra Idrætsparken. Vi er tilskuere og vi er som regel med på en glad kigger.

Når man nærmer sig Kristian Hornsleths billeder møder man en forførende overflade. Motivet kan være alt fra moderne babes til palmestrande. Det er som regel effektfuld flot, selv om der ofte er ridset i overfladen (kunderne tror tit, at der er noget galt med billedet – men tag det roligt, det hører med til showet). Kunstneren kan behændigt sit mediealfabet på fingrene. Der er et budskab. Måske et slogan. Og så manden selv – i form af hans signatur.

Man er aldrig i tvivl, når man møder en ægte Hornsleth. Og man ser det for sig: Hornsleth er sådan en slags moderne ridder, der er på evig rundtur i mediekarusellens nyeste arkiver for at låne råstof til sit næste billede. Det gør han djævleblændt dygtigt. Og han forstår at kilde vor fantasi på de helt rigtige steder. Han ved, at vi alle hungrer efter smukke billeder, akkurat som misbrugeren hungrer efter sin dope. Og vi vil hele tiden have mere.

Man kan sige, at det er et kuriøst paradoks, at han næsten altid holder sig til noget, der kan indrammes eller stå på et pænt glasbord. Men Hornsleth kender naturligvis spillereglerne i den afdeling af showbusiness vi kalder kunst. Lad os alle bede (gentag efter mig): Det skal kunne sælges! Hvad ellers?

Spørgsmål nr. et lyder som følger: Er Hornsleth kyniker eller romantiker?

Svar: Begge dele! Kynisk plukker han de bedste motiver, fordi han vil gribe dig om hjertet. Romantisk, fordi han ofte går efter klicheen, velvidende, at vi alle elsker det banale.

Spørgsmål nr. to lyder: Er det kunst, det han laver?

Svar: Naturligvis er det kunst! Fordi det er underholdende! Og det er interessant, alene fordi det fanger øjet! Fordi det stiller krasse og provokerende spørgsmål (hvad drømmer du om – og hvorfor?)! Fordi det er filosofisk, idet hans billeder tvinger os til at genoverveje begrebet kunst og kunstens spilleregler!

Den bevidste mediebaron Kristian Hornsleth har entret kunsten. Han stikker sin store gøp ind i trynen på os alle og siger: Make my Day! Eller siger han: Do you feel lucky, punk?

Hvad kan vi gøre end at spille med i hans spil. Og naturligvis er vi lykkelige.


Ole Lindboe, dansk journalist, redaktør af Magasinet Kunst, forfatter til en lang række kunstbøger, 2005


This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.

You can buy the book on www.hornsleth.com