KRISTIAN von HORNSLETH - Antikunstens Antikrist

Michel Henri



I to årtier har dansk kunsts Hamlet nu hærget den vestlige kunstscene. Fænomenet Hornsleth har stillet os ansigt til ansigt med vor egen kulturs gabende tomhed og værditab. En oplevelse som både har været infernalsk skræmmende og ganske underholdende.

Første gang jeg så et Hornsleth fik jeg lyst til at affyre et skydevåben – hvilket i sig selv virkede paradoksalt, da jeg normalt kan kategoriseres som militærnægter, pacifist og anti-voldeligt-gemyt, kun væbnet med en grundlæggende holdning imod våben, krig og fysisk magtudøvelse – men Hornsleths værk gav mig et skudsmål på en skydeskive, et motiv og et alibi. Det var i grunden ikke kunstneren selv eller hans kunst der var målet, men snarere kunstens selverklærede pseudointellektuelle ypperstepræster og smagsdommere. Sagt på en anden måde: alle dem som sidder og forhindrer alle os andre i at komme til, fordi de selv ønsker værne om et konservativt, nostalgisk, anti-progressivt livssyn.
Værket som gjorde mig skydegal var Hornsleths første signerede Smith&Wesson pistol med det pålydende motto kradset ind i metallet: FUCK YOU ART LOVER$.
Dette var i halvfemserne – årtiet hvor os udmattede Vesteuropæere var blevet lullet i søvn ovenpå flere årtiers koldkrig. En tid hvor den vestlige verden holdt sig for ører, øjne, næse og mund når det gjaldt opgør eller oprør – hvilket virkeligt kom til syne, da det gjaldt krigen i eks-Jugoslavien. Midt i denne Tornerosesøvn dukkede Hornsleth pludselig op og væbnede os med Hornsleth-branded Smith&Wesson gear. Hermed ikke sagt at Hornsleth startede et generationsoprør, men derimod fik de stille halvfemsere en anden lyd, meninger og holdninger. Det var som om, at alt det man havde kendt begyndte at eksistere igen. Folk var ikke bare indifferente længere, de blev lige pludselig provokeret, da Hornsleth tog til Hamlets Helsingør og brændte Dannebrogsflaget af. Men hvad var det han satte i gang? Hvad er det, han giver os? Jo, han render rundt som en anden forstyrret Hamlet og minder os om det kulturdrab der er blevet begået, om det værditab der hærger som pest i vores kultur. Hornsleth er ikke dum, men han indtager gerne rollen som hofnar. Det er ikke narrens opgave at udpensle hoffets værditab, men at kamuflere det på en sådan måde, at hoffet både bliver underholdt og fornøjet.

Tak Fordi Du Gjorde Mig Sindssyg
Hornsleth er på mange måder et fyord i store dele af den etablerede kunstbranche. Han er fra begyndelsen blevet stemplet, som en provokerende galning for sine aggressive billeder og beskyldt for kynisk at udnytte de kommercielle mekanismer. Dette har skabt et mediebillede af ham, som er en blanding mellem en vanvittig firser yuppie med opspilede øjne og en sammenbidt firser punker med stiv overlæbe.
For mit vedkommende var der ingen vej udenom. Jeg måtte have syn for sagen og møde denne halvmilitante kunstner med yuppie-idealer og punk-attituder. Jeg måtte have den pistol.
Det var derfor også stik mod alt forventning, da jeg trådte ind af den åbne dør på Hellerup-adressen i København, at jeg fandt kunstneren inde i stuen i færd med at samle sønnernes legetøj op fra gulvet. Han var rolig, venlig og havde røde kinder efter en hel dag i skoven med børnene. Han bød tilmed på urtete. Han var ydermere observant, idet han hurtigt opfangede mit undrende blik, da jeg fik øje på hans daværende arbejdsværelse. Det var et fuldstændig harmonisk værelse med hvide vægge og renhed. "Det er noget nyt, at jeg er begyndt at arbejde heroppe," forklarede han, "og jeg fatter ikke at jeg ikke har fundet på det noget før."
Jeg fulgte Hornsleth ned ad bagtrappen, gennem kælderrum og nede forenden af en lang mørk gang trådte vi ind i hans værksted gennem fire år. "Jeg begriber ikke, at jeg har arbejdet her i så mange år," sagde han, "her er så fucking dystert. Jeg forstår bedre, at mine ting har været så aggressive." Rummet var pænt stort, men der var knapt med lys. Det mindede mest af alt om Francis Bacons atelier, hvor det eneste lys var et hvidt lærred. I det mørke rum var jeg nær ved at vælte en stak billeder; alt mens Hornsleth hev et par forskellige projekter frem til fremvisning.
"Jeg er egentlig mest interesseret i den Smith&Wesson pistol," forklarede jeg Hornsleth.
"Det er jo bare en attrap," sagde han drilsk.
"En attrap? Nej, tak! Det skal være den ægte vare."
"Men har du våbentilladelse?"
"Nej."
"Ved du, hvordan man skaffer en?"
"Næh" sagde jeg.
(tænkepause)
"Ska' vi gå til skydning?" fik jeg så sagt og Hornsleth virkede straks begejstret for idéen. Nogen går til spinning, finere fransk madlavning eller porcelænsmaling. Vi besluttede os i stedet for at prøve lykken på en skydebane.

Flyd Ud I Støjen
Nu sidder De sikkert med et billede i hovedet af Hornsleth og undertegnede iført høreværn, beskyttelsesbriller og NRA-kasketter, mens vi sigter mod samfundet, tabuerne og os selv. Og billedet er da heller ikke helt tosset.
"Fald ud i støjen, lad vær med at holde fast til smerten kommer... giv slip," sagde Hornsleth engang til mig, da han ville forklare mig noget om hans kunst. Og det er ikke nogen dårlig sætning, hvis man vil forsøge at forstå Hornsleths kunst, hans person og sidst men ikke mindst et glimrende råd til ens eget liv.
I bund og grund arbejder Hornsleth med livets meningsløshed og dette ud fra et Futilistisk manifest. "Gud er jo erklæret død... folk søger at finde svar. Futilismen er mit bud," forklarede Hornsleth engang. Der eksisterer et 20 siders langt manifest, der udpensler begrebet. Jeg spurgte om den korte version. "Futilisme er et værktøj til at sætte turbo på ens kreativitet... i forbindelse med en ny måde at tolke det formålsløse, altså det futile. Futilisme er den processuelle afkodning af det futile." Han erklærer det meningsløse og vil samtidig have mening, om den så skal findes i det futile. "Det er ikke dekonstruktion... for den er jo bare rekombineret modernisme," tilføjede Hornsleth. Det bliver nu alligevel modernisme eller antimodernisme, og det er her det bliver svært. For der er intet futilt i Futilismen. Ligesom der ikke er noget Dada i Dadaismen. Det er med andre ord bare en form for modernisme. Det var der Dali præsterede et genialt træk ved at sige nej til den surrealisti¬ske bevægelse og erklære: "Jeg er surrealismen!" Men der hvor Hornsleth holder og er stærkest er, fordi han stiller op til det her. Han tager vores samfundsmekanismer ud på et overdrev og sparker til dem. Det forpligter. Hornsleth deltager jo selv i spillet. Han lægger sig ud med kunstbranchen, men lever i den. Han giver igen med, alt hvad han får.
Hornsleth forarger og begejstrer med sin kommercielle fremgangsmåde, men han går ikke på kompromis med sin kunst af den grund. Den er støjende som bare en i helvede og ikke specielt pleasing. "Jeg vil svinge mellem grimt og pænt og samme tid gøre beskuerne i tvivl om deres egen fortolkning." Han er kynisk og kompromisløs. Det er det, der gør det interes¬sant. Dybest set er det vor egen kynisme, værditab og kulturelle tomhed han fodrer os med.

Kunstens Nulpunkt
Hans kunst er en undersøgelse og udnyttelse af den kommercielle kunstverden. Hornsleth brander og signere en lang række produkter så som Rolex-urer, de førnævnte Smith&Wesson-pistoler, Pokémon-bamser, smykker og tøj med sit navn og mottoer som Fuck You Art Lovers og Rape Kill Steal Burn. "Hvis de vil ha' et navn, så skal de få et navn," erklærer Hornsleth, "Det provokerer mig, at det er sådan spillet er og derfor fylder Hornsleth gerne halvdelen af billedet. Det er i sidste ende det man bliver målt på, nemlig navnet." Således er branding et koncept/filter til at forstå og formidle Hornsleths kunst på.
"Det her er kunstens nulpunkt, men 500 kunstsamlere kan ikke tage fejl," udtaler Hornsleth med et djævelsk smil. Jeg kommer i tanke om et Hornsleth-maleri med popikonet Robbie Williams. Henover billedet står der My Collectors Are Richer Than Yours!
Hornsleths kunst kan betegnes som en slags anti-kunst, fordi den går imod kulturen, går imod rammerne. Derfor har Hornsleth ikke mistet troen på kunsten.
"Jeg tror på kunsten, som en slags ateist. Ateister er som regel, de mest troende af alle," udtrykker kunstneren det selv.

Det Ekstreme Rollespil
Hornsleths kunstneriske udfoldelse strækker sig ind i den fælles virkelighed eller rettere sagt vor fælles mediebevidsthed. Det vakte i sin tid stor forargelse, da han viste sig i Big Brother-programmet med portrætter af de indespærrede deltagere. "Jeg syntes bare, at det var sjovt at stå og forklare en fucking Big Brother-deltager om Hornsleth-futilisme," griner Hornsleth. Hans erklærede mål er, at der skal være et Hornsleth i hver eneste hjem i Danmark inden for de næste fem år og med sin Big Brother-event var han tættere på end nogensinde, om ikke andet så bare for en halv time. Sideløbende opførte instruktøren Ole Bornedal sit teaterstykke Skrigerne på Aveny T teatret i København, hvori Hornsleth ligeledes bidragede med portrætter af skuespillernes figurer i stykket. Skrigerne var et Borne¬dalsk stykke om en gruppe unge mennesker, der alle jagter den hurtige berømmelse og rigdom i et netop Big Brother-agtigt set-up. Hornsleth spejlede herved de to fænomener op mod hinanden og deltog frivilligt i begge lejre – nemlig i kritikken og årsagen til kritikken. Det var et ekstremt rollespil, som Hornsleth udførte. På den måde arbejder han med støjen, som en ekstra farve.
Man kan betegne Hornsleth som et omvandrende arkiv. Hans billeder og motiver er, hvad der rammer hans synsfelt på et givent tidspunkt. Når han så senere bearbejder disse billeder blandes de med andre relevante eller irrelevante udtryk eller slogans og så er det støjen opstår, forvirringen og kortslutningen. Han bruger med andre ord kortslutningen som våben.

Den Uartige Dreng Som Elsker At Chokere Borgerskabet
I 2003 valgte Hornsleth at udstille i Københavns whiskybælte, og udstillingen blev lidt af et tilløbsstykke. Folk stod nærmest i kø for at komme indenfor og se giraffen på Galerie Knud Grothe.
Der hang store hudfarvede balloner i træerne på Jægersborg Allé i Charlottenlund i København. Det fik de forbipasserende børn i hvert fald at vide af deres forældre. I virkeligheden var det Lolita-dukker, der hang i træerne udenfor Galerie Knud Grothe. Vaskeægte sexdukker af gummivinyl med bevægelige øjne, fyldigt langt hår, blød hud, parfumelugt, pumpe og vibrator.
Anledningen til det udvidede ballonsortiment var en Kristian Hornsleth-udstilling med den poetiske titel: Fuck My Brains Out, som bestod af et halvt hundrede billeder med topløse piger og benspredende killinger. Kort sagt en billedserie, der ragede på alt fra forbarmelse, vulgaritet og kønsdiskrimination til pengenes magt. Her var alt til salg for den højeste pris.
Dette var ikke den gennemsnitlige tandløse glattungede kunst vi almindeligvis støder på. Hornsleths kunstserie var en skrigende kommentar og barbarisk satire over det moderne kvindebillede. Han overbød i den grad tidens kvindebillede ved hjælp af overdådige fyrværkerifarver og dødeligt bidende slogans som: My wife is younger than yours, Cunt Hunt, Pillow Power og Get a job sucker.
Der blev ikke sparet på noget, hvad angår udstillingen Fuck My Brains Out. Virkemidlerne synes om muligt mere ekstreme. Kvinderne virkede mere afklædte end førhen. Selv parolerne fremstod mere spydige og beskæmmende. De karakteristiske Hornsleth mottoer synes denne gang spyttet på lærrederne med de udækkede kvinder.
"Monster brutalt, jeg ska' ha' alt," sagde en ung rigmandssøn til sine kammesjukker på Galerie Knud Grothe. Velvidende at farmand først skulle overtales til at hive sin gavmilde portemonnæ frem. Hans blik fæstnede ved et Hornsleth-billede hvorpå der stod: Piss off you can't afford me. Et stykke derfra hørte undertegnede, en ældre herre betro sig til en ven: "Det er lige dyrt nok til et drengeværelse," mens han pegede på prisskiltet.
Alle de nævneværdige fra Københavns whiskybælte var mødt op. Ferniseringen kunne ikke indsnævres til de sædvanlige to timer. Den blev i stedet spredt over tre dage, så det hele ikke skulle ende i kaos, som det hed sig fra galleriets side. Men det endte det nu alligevel i kaos.
Programmet var skræddersyet til at underholde de rige og bød på seancer med titler som Vidunderlige kvindebemalinger, Kunst lounge party, Lyrik & Go Go og Klassisk eftermiddags Martiné. Indeholdende alt fra body art performances, høj cigarføring med cigarer håndrullet mellem brysterne på cubanske skønheder, champagne serveret af dansende Go Go piger, lyrikoplæsning af Jokeren og von Hornsleth selv til klaverstykker af Mozart, Tchaikovsky og Rachmaninov spillet af Olga Magieres, og erotiske romancer sunget af den russiske baryton Valery Lichatjov.
De rige keder sig åbenbart så meget, at hofnarren Hornsleth, mener de skal have lidt mere modspil i hverdagen. Og i disse tider – hvor der ingen opposition er – hvor alting har alles accept er det tvingende nødvendig med en spektakelmager i skikkelse af Hornsleth.

Hornsleth I Aktion
"Hva' ska' vi?" siger en pludselig ankommet topløs pige. "I ska' bare gå rundt og ha' det sjovt. Servere noget vin for gæsterne og så maler jeg lidt på jer senere," svarer Hornsleth. Et øjeblik efter er samtlige tilstedeværende pludseligt tørstige og de to letpåklædte piger oplever en overdådig parade af tomme plastikkrus. Pigerne skænker vin og driller folk, mens mændene overbeglor dem og fniser til hinanden. Alt imedens står Charlottenlund-fruerne og sammenligner pigernes attributter med deres egne og med skarp kritisk sans vel at mærke.
Hornsleth kalder pigerne til sig og de smider lidt mere tøj. Derefter bemaler han dem en efter en. Spændingen er stor i lokalet. Temperaturen stiger dramatisk. Folks interesse for kunst i disse minutter er abnorm. Hvert eneste penselstrøg Hornsleth sætter bliver fulgt af grådige øjne. Han signerer pigerne med sit karakteristiske Hornsleth-brand.
"Det er meget sjovt at se ham i aktion, ik'?" spørger en herre sin sidemand.
Den topløse brunette vender røven til og Hornsleth skriver Rape Me på hendes balder og Sorry Mom på blondinens dertil indrettede. Han maler $-tegn på brysterne og skriver Suck me daddy på den topløse opvarterske. Og bemaler derefter frit disse levende lærreder.
"Ta'r I kreditkort," lyder en smart bemærkning fra en fyr i hoben.
På andendagen ankom Gentofte Politi til Galerie Knud Grothe og truede med at lukke hele udstillingen, hvis ikke de topløse opvartersker fik dække for brysterne og de eksotiske balloner blev fjernet fra trækronerne på Jægersborg Allé. Dagen efter gennemførte Hornsleth den tredje og sidste fernisering, der skulle erklære udstillingen for åben. Desværre for Hornsleth og hans dugfriske værker stod hans kunstneriske anstrengelser nu i skyggen for politianmeldelsen og det medfølgende postyr. Og ærligt talt virkede det absurd, at censurere en udstilling, der netop var en reaktion på den massive eksponering af sex og porno vi bliver udsat for. Alligevel leverer Hornsleth varen, fordi han endnu engang stiller op til det her. Han giver igen med hvad han får og tager ydmygelserne med oprejst pande. Hornsleth har en fantastisk evne til at slå den hånd, der fodrer ham. Han stikker til alle menneskets underlødige instinkter og besættelser. Hvis vi ikke krænker andre, så bliver vi selv krænket. Måske er det derfor, at Hornsleth slår først?
Så væn jer bare til ham, men som en af Hornsleths egne mottoer lyder: Don't Worry This Is Art.


Michel Henri, journalist og musiker, København, 2005
right]

This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.

You can buy the book on www.hornsleth.com