Kunstens Pussycat

Adam Schnack




Mit møde med Kristian har de seneste år inviteret mig med som tilskuer til en iscenesættelse, der handler om tankerne og livet et specielt sted i verden. Et sted uden begrænsninger og uden rette linjer, men formgivet af foregribelsen af øjeblikket og intuitiv forståelse for, hvordan hverdagens kommercielle kulisse kan forvandles til en gydeplads for inspiration og idealisme – forargelse og kvalme. Et sted i verden, hvor man kan råbe uden at have nogen stemme. Scenografens metode er banal, men den virker. Kristian er Livet nærværende – selv om mange nok misser med øjnene, når de kigger ind gennem sprækken, og en upoleret og ubarmhjertig realisme tager næring fra deres indbildske forestillinger om Verden. Mange lever med følelsen af integritet og jomfruelighed, til trods for at vi dagligt bekræfter vores åbenlyse distancering fra det Sande, det Gode, det Skønne og det Retfærdige. Men vi vil helst fortrænge vores utilstrækkelighed, og derfor bliver vi forargede, når kulisserne rulles frem som udstrakte spejle af den banalitet, der som optiske linser sætter vores indebrændte verdensbillede i perspektiv. Vi står op hver morgen, men kun få tør se virkeligheden i øjnene og involvere sig. De, der tør, vil måske møde en mand med hammer og mejsel i færd med at gøre sprækken større. Det er muligvis Kristian. Han er anderledes – og er din længsel rettet mod klassisk skønhed, vil din rejse alene efterlade trætte spor af skuffelse og mistillid. Hans scenografi bevæges ikke af det klassiske, det rene og det avancerede, men af Livet. Af en dragende realisme og konsekvens, som gennem iagttagelsens intensitet kun bliver mere og mere nærværende: Penthouse, amatørporno, Louise Vuitton, krig, Rolex, modemagasiner, store silikonebryster, længsel, ensomhed, image og naiv narcissisme – hverdagen sætter hverdagen i perspektiv. Skønhed? Kunsten bevæges af Kristian, som en vildsluppen pussycat – på samme tid forsagt og højtråbende, sky, men provokerende. Risikoen er blot, at kunsten bliver kunstig og derved hyklerisk og plat. Kommer vi dertil, vil vi miste os selv i skyggen af en kommerciel kunstverden, hvor budskaber og passioner ikke adskiller sig fra lummer retorik og blottede kusser.

Kristian, jeg ønsker, at vores rejse kun netop har taget sin begyndelse, og håber at blive inviteret med til næste ark.

Adam Schnack, ven, København, 2005


This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.

You can buy the book on www.hornsleth.com