Mine måltider med Hornsleth

Benn Q. Holm


Stort set alle Hornsleths værker er bombastiske orgier, farverige på grænsen til det bevidst kulørte, de er svært kulturkritiske samtidig med at de med stor iver iklæder sig selvsamme kulturs skrigende modetøj, de er fulde af ord og meninger og meningsløshed. De er flyveblade fra himlen, smidt ud fra et lille propelfly med et Hornsleth-reklamebanner blafrende efter sig, de er opråb.
Er det så også politisk kunst?

Se, det er et godt spørgsmål, men det er i al fald humoristisk kunst, og det er jo heller ikke så tosset. Man kan i det hele taget hæfte mange begreber på Hornsleths kunst, og det vidner om en imponerende flertydighed, som regel imposant, aldrig impotent. En vis usikkerhed er altid til stede når man står foran et af Hornsleths værker, disse fugleskræmsler i mondæne omgivelser, og den følelse af usikkerhed kan i sidste ende opsummeres sådan: Tager han dybest set bare pis på os!?

Jaeh og joeh og så alligevel nej, for under alle omstændigheder er de provokatoriske greb og udsøgt dårlige manerer en integreret del af de hornslethske kommandoraids. Og de dårlige bordmanerer her ved kunstens meget lange og meget alvorsstemte højbord, skyldes selvfølgelig ikke udelukkende dårlig opdragelse, men er udtryk for en nøje iscenesat strategi, som indlysende nok ikke kunne scenograferes konsekvent hvis ikke Hornsleth i sig selv havde denne besynderlige og fantastiske og nogle gange anstrengende evne til at indtage rollen som bordets enfant terrible, dets ironiske og flabede Spørge-Jørgen, aldrig den høflige og galante bordherre, heller ikke det stik modsatte, men først og fremmest snakkende og spisende, for han er også udstyret med en glubende appetit.

Det ved jeg med bestemthed, eftersom jeg har indtaget en del måltider med Hornsleth gennem tiderne.
Vi har også tit været i byen, det vil sige på druk, men det duer han slet ikke til. Når vi andre med blodskudte øjne og tiltagende læspen klamrer os til endnu en stor fadøl eller dobbelt gin-tonic, sidder Hornsleth bare dér i røg og damp med sin mælkehvide kaffe, uanfægtet af det berusede kaos der omgiver ham, og taler ganske resolut videre om hvad der nu optager og anfægter ham, og det er der altid et eller andet der gør, og hvis ikke lige, så er der altid et nyt projekt vi skal høre om, eventuelt bidrage til, eller sponsorere.

Dette er ikke en privat tekst, måske er det et kunstnerportræt, jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg kun vil smide få lunser på nysgerrighedens bord: Jeg har engang lavet ham en kartoffelmad med ultratynde løgringe og fede penselstrøg af mayonnaise, tilsat godt med salt og peber. Han taler stadig om det, her sytten år efter at vi indtog vores smørrebrød i Valby, en uromantisk bydel i København. Der er ufattelig mange andre måltider, og de fleste er for længst gået i glemmebogen, fordøjet af tiden, et af de mere uforglemmelige var engang i Firenze hvor han først konsumerede en steak på 1000 gram plus enorme mængder salat og pommes frites, hvorpå han bestilte en ny bøf (det var før han blev vegetar). Og det måltid i Firenze var endda dengang da vi stadig var nogle unge og yderst fattige sultekunstnere. Udtrykket tæring efter næring har aldrig sagt Hornsleth noget; jeg tror simpelthen ikke at han forstår det. Vi har siden indtaget måltider på restauranter i Berlin og Warszawa, på grillbarer i Jylland og i borgerskabets sommerhuse på den nordsjællandske kyst, og vegetar eller ej, appetitten er den samme.

Nogle mennesker har ikke brug for alkoholen og dens frigørende kræfter, hvilket kan være ganske svært for især skandinavere at fatte. En spinkel og fattig forklaring kan i Hornsleths tilfælde være, at han fra naturens side er udstyret med en medfødt evne til at blive beruset uden brug af rusmidler, uden at han dog af den grund skal udråbes til at være asket. Han har blot ikke behov for alle disse stimuli i samme omfang som mange andre kunstnere (og folk i al almindelighed) har. Som hans efterhånden omfattende produktion bevidner har han en stor virkelighedstørst, en uforbederlig evne til at gå i flæsket på tidens tegn - det er nu klicheerne begynder at stå i kø - under alle omstændigheder tror jeg aldrig at han lærer at sidde stille ved bordet.

I sidste ende, og nu springer vi fra livskunstneren Hornsleth til kunstneren Hornsleth, er der forbløffende lidt følsomhed eller kontemplativ stilhed til stede i hans værker. Det er selvfølgelig fordi han i så høj grad har valgt at vrænge af tiden, på tidens eget sprog. Angsten for at drukne i det store kor, kan være en uovertruffen energi- og inspirationskilde. Angst æder som bekendt sjæle op, og som Iggy Pop, en af Hornsleths mange elskede ikoner, synger: eat or be eaten!
Som kunstner er Hornsleth i princippet en ædedolk, og det er heller ikke alle hans ting der er for sarte sjæle. Var han forfatter ville han formentlig skrive murstenstykke syrede, doku-(sur)realistiske romaner med afsæt i Bret Easton Ellis og boulevardavisen Bild, var han filminstruktør ville han lande et sted mellem Peter Greenaways stiliserede sindbilleder og Pedro Almodovars gaggede alvor, var han musiker ville han sandsynligvis lave støjrock, tilsat nogle utænkelige strejf John Cage, og sådan kunne jeg blive ved. I øvrigt er han uddannet som arkitekt, og har studeret geologi på Københavns Universitet. Men det er længe siden, og nu er han en af de meget få kunstnere som virkelig tør smøre tykt på.


Benn Q. Holm, dansk forfatter, København, 2005


This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.

You can buy the book on www.hornsleth.com