Sandheden fra hans allerbedste ven

Michael Jeppesen


Jeg hedder Michael Jeppesen og jeg kender Kristian bedst. Meget bedre end alle jer andre der har skrevet i denne her bog. Lad mig fortælle jer sandheden om Kristian.
Han er en af Danmarks mest intelligente kunstnere. Hans ting, er en blanding af at lave pæne ting der kan sælge, og ting der virker ydmygende på ham at sælge. Den ting er meget enkelt et udtryk for to behov han har. For det første at få dækket de omkostninger der er ved at have to børn og en sulten mave der skal mættes. Og for det andet er det et martyrium han udlever. Han kunne sagtens lave små intelligente fiksfakserier der ville manifestere ham på den etablerede kunstscene. Men han har mascocistiske behov der alle peger i en anden retning, nemlig ydmygelsen, fornedrelsen, følelsen af at blive forladt og føle at det er berettiget når han glider ned i et hjørne og græder. Der er heller ingen tvivl om at Hornsleth bliver bedre desto tættere han kommer på målet – det store kors hvor han kan hænge nøgen imens alle hans familiemedlemmer, venner og folk han ser op til, kan stå omkring ham og grine af hans lille penis. Hvad der herefter sker er der ingen der ved. Men jeg tror han dropper kunsten og bliver gift.

Til dem af jer der ikke forstod det jeg lige har skrevet, eller måske bare ikke kender Kristian så godt, så lad mig komme med et eksempel der kan anskueliggøre den nuværende situation med ham der I ved nok.
Jeg havde engang seksuelt samvær med en pige der var kunstmaler. Hun var pisseirriterende. Hendes billeder var store og fulde af farver, men hun talte kun om sig selv og hendes problemer og hvor hårdt hun havde det og hvor uretfærdigt det hele var. Hun var især sur på alle de andre kunstmalere.
- Jeg har mere på hjerte end dem!
- Hvad er det de kan!?
- Hvorfor har JEG ikke et galleri, når HUN hænger der!?!
Men hun var fænomonal i sengen. Hold kæft hvor hun slikkede god pik. Hun gjorde det ikke for hårdt og ikke for blidt, og hun elskede det.
Jeg mødte hende på nettet og jeg var helt paf da hun tog imod mig i døren.
- Men du er jo vildt lækker.
- Ja, sagde hun og bød mig indenfor.
Hun havde langt mørkt hår, et lidt iltert udseende, men på en total stonefacelækkeragtig måde.
- Men hvorfor beskrev du så dig selv som svag og kedelig og ligegyldig? Hvorfor så selvudslettende?
Hun sagde ikke noget, men hun nød min overraskelse. Det var nok i virkeligheden det, det hele handlede om.


Michael Jeppesen, dansk forfatter og journalist, København, 2005


This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.

You can buy the book on www.hornsleth.com