Spillets kunst

Trine Ross


At kunst ikke kun handler om selve værket og oplevelsen af det, er ikke noget man normalt taler så meget om. Men før en kunstner når så langt med sit værk, at andre rent faktisk ser det, er der en række kriterier der skal være opfyldt – eller strategier der skal lykkes, om man vil. Og her ligger Kristian Hornsleths største talent, for han forstår virkelig at spille kunstspillet. Se bare på listen af bidragydere til denne bog: en velvalgt blanding af stabilitet og chokeffekt. Selv er jeg udset til at bidrag med lidt af hvert, for jeg har fået frie hænder, ja, er nærmest blevet opfordret til at være kritisk. Sådan handler kun dén, der ved, hvad det her spil går ud på.
Man kan selvfølgelig straks spørge, om det at forstå spillet og spille det, egentlig har nogen som helst betydning for oplevelsen af værket. Og der må svaret være: nej. Men det har helt afgørende betydning for, om man nogensinde kommer til at se værket. Den kunstner der forstå spillet vil være i stand til at blive eksponeret. Og at blive set er det første et værk må opnå.
Kristian Hornsleth kombinerer to hurtigt aflæselige og velkendte visuelle udtryk: ekspressionismen og reklamen. Den første har i det meste af det 20. århundrede været motivet på avantgardens banner, mens reklamen kun det sidste halve århundrede har fungeret som tegn på en tvetydig og aggressiv holdning til det omgivende samfund og til den gode smag.
Der er intet galt i de to positioner, end ikke i kombinationen af dem, som jeg tror, kunne blive rigtig interessant. Men det kræver at Kristian Hornsleth tør koncentrere sig om billedet, frem for at stirre sig blind på spillet. Både sådan som det spilles udenfor billedet (med forbindelser og fester og medieomtale) og indenfor værket selv. Til den sidste kategori hører Kristian Hornsleths brug af sit eget navn som brand, hvilket egentlig er meget vittigt, med referencer både til Miró og reklame, men Hornsleth er, mener jeg, blevet hængende for længe i dette visuelle stunt. Det er blevet ren rutine, og rutine er gift i kunsten.
Kun i enkelte tilfælde fungerer brandet i billedet, sådan som i 'Bowie Branded' (2001), hvor Kristian Hornsleth kombinerer gennemskæringer (en hilsen til Fontana?), sit brand og det pasbilledlignende portræt af David Bowie. Her begynder sammenstillingen at blive spændende, fordi både brand, billede og Bowie peger på identitet som en foranderlig størrelse, man ikke desto mindre forsøger at fastholde og dokumenter.
Men det fortsætter ikke. Det gør Hornsleth til gengæld, han bliver ved med at tilføje (reklame)fotografier lidt ekspressivitet, mens han fiksere på spillet og en ironisk vrængen, der ikke bare synes at hører hjemme i fortiden, men som også forhindrer ham i at gå i nærkamp med virkeligheden. Og det er faktisk synd. For Hornsleth vil frem her i verden, og kommer det sikkert også. Og så kunne det jo ligeså godt være med værker, der rent faktisk ville verden noget.



Trine Ross, Dansk kunstkritiker, København, 2005


This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.

You can buy the book on www.hornsleth.com